De slesvigske krige
Om forløbet
Vest for Sønderborg på en bakketop står den hvidkalkede Dybbøl Mølle. Nogle gamle kanoner peger ud mod det grønne og bølgede landskab. I dag er kanonerne tavse, og der er fredeligt på egnen. Men engang kæmpede danske soldater en desperat kamp i det slag, der siden er kendt som Stormen på Dybbøl i 1864. Møllen er sidenhen blevet et nationalt symbol – men hvorfor?
Stormen på Dybbøl blev et tragisk højdepunkt for de krige, der er kendt som de slesvigske krige. I dette forløb skal I undersøge, hvad der førte til krig, og hvilke konsekvenser de fik. Konsekvenserne var nemlig store – både for Danmark som nation og for den menige soldat og hans familie, der i ængstelse ventede derhjemme om nyt fra fronten. I forløbets sidste del skal I arbejde med, hvordan 1864 igennem historien er blevet brugt af kunstnere, filmfolk og politikere.