Naturen raser
Om forløbet
Du har set billederne i tv eller avisen. Billeder af ofre for jordskælv, oversvømmelser eller tsunamier. Hele byer, der er lagt øde af naturkatastrofer. Kom tættere på naturkatastroferne og mediernes dækning af dem, og vær selv journalist for en dag.
I dette forløb skal I lære om naturkatastrofer, og hvordan de fremstilles i medierne. I skal læse om de forskellige slags naturkatastrofer, og hvad der er årsag til dem. I skal bagefter undersøge mediernes dækning af naturkatastrofer. I skal sammenligne to nyhedsartikler om en oversvømmelse og undersøge, hvilke naturkatastrofer der er nævnt i forskellige medier, og hvordan de er beskrevet. I skal lære om, hvordan man skriver en nyhedsartikel, og til sidst skal I selv være journalister og hver især skrive jeres egen nyhedsartikel om en naturkatastrofe, I selv finder på.