Digital læsning
Om forløbet
Mange af de tekster, du læser, læser du digitalt. En digital tekst opfører sig anderledes end en tekst på papir, og den er opbygget på en helt anden måde.
Når vi læser en tekst, danner vores hjerne et kort over tekstens indhold. Den registrerer, hvor teksten har overskrifter, billeder, grafer m.m. Når du læser en digital tekst, er hjernen udfordret ekstra meget, da teksten ofte fylder mere, end skærmen kan vise, og kan indeholde hypertekst, der både kan lede dig videre ind i teksten og helt ud af teksten. At danne sig et overblik over en tekst i form af et indre kort i hjernen er en strategi, som dansklærere og faglærere netop har lært jer at bruge for at skabe bedre læseforståelse og undgå, at I farer vild i teksten.
I dette forløb skal du lære syv nye strategier til at danne dig det samme overblik i din digitale læsning.
Læringsmål
- Jeg kan bruge særlige strategier for min læsning på digitale medier.
- Jeg kan reflektere over min egen læsning på forskellige medier.
- Jeg kan sætte en vision for min fremtidige måde at læse digitalt på.